Viser opslag med etiketten VINTAGE. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten VINTAGE. Vis alle opslag

fredag den 7. april 2017

HELLO SPRING - HELLO VINTAGE!


Samtidig med foråret springer ud med liljer og krokus, begynder andre forårsfavoritter også at dukke frem - Det er blevet tid til at få vintage og loppe-hjertet i galop. Forleden var jeg forbi Hello Vintage og se deres varer og tage lidt billeder - de holder nemlig marked i dag fra 15-20 på Godsbanen. 
Som altid er hallen pakket med lækre sager med sjæl. I kan læse mere om markedet lige her.

Jeg faldt selv for den blomstrede kjole - og i min frokostpause i går, hoppede generte jeg derfor ind foran kameraet i stedet for bag det - så I kunne få et glimt af den. Jeg er helt pjattet med printet - er den ikke fin? :) - Der er så mange skønne kjoler og skjorter på bøjler - Blomster, striber, prikker, grafiske kjole - Hvis I har mulighed for det - skal I kigge derned!

~ Kjole fra Hello Vintage - Og så er der lommer i!  ~


Kjolen havde først en underlig blondekrave, der gjorde den sådan lidt "bedstemor-agtig", men den pillede jeg af - med et bælte i taljen og med min læderjakke, kan den godt gå hen og blive en yndlingskjole!

I dag har jeg en fridag - nu vil jeg pakke mig sammen og tulle en tur ned i byen - Dejlig dag til jer!













Follow from / Facebook / Bloglovin' / Instagram


onsdag den 14. december 2016

PRAG I AARHUS!

~ En ny vintageperle er landet i Aarhus! ~

Blå parykker, skjorter med detaljer, glimtende overflader og hundredvis af bøjler med sjæl. - Mit vintage-glade hjerte banker derudaf – der er nemlig åbnet en ny vintagebutik i Nørregade.  PRAG Aarhus, Nørregade 55. Måske nogen af jer husker, jeg engang har skrevet om PRAG Copenhagen. - Det er fantastisk, at butikken nu også er landet i smilets by.
– Jeg tog forbi på åbningsdagen i sidste uge for at se butikkens rammer og de mange lækre sager. 

~ En ret fin skjorte - jeg har lidt fortrudt jeg ikke købte den med hjem ~

Det er en stor og spændende butik med masser af særligt udvalgt tøj og sko til både kvinder og mænd. Jeg drages af bøjler med guld og glitter, der både kan bruges til hverdag og fest og udvalget er stort. Der er tale om et vintageparadis i et innovativt og moderne setup. Butikken er inspirerende, grafisk og farverig – den kommer helt sikkert på min liste af yndlingssteder til oseri og shopping.

Mit klædeskab er fyldt med farver, humor og historie. Striktrøjer fra 80’erne med skulderpuder og påsyede dekorationer af læder og pels – printede kjoler i skønne snit, og guld og glitterjakker jeg bruger, når dagene er allermest grå. - Generelt kan jeg godt lide detaljer, der er lidt skæve og kan bringe smil. Jeg oplever, jeg ofte bliver ekstra glad for et vintage-fund, fordi jeg føler, jeg får noget helt unikt med hjem.  


~ Underkjoler der fungerer ret godt udenpå en rå T-shirt ~

Det er mørkt når jeg tager ud i dagen om morgenen og mørkt når jeg kommer hjem - jeg kan godt have tusind planer i hovedet, når jeg kører fra arbejde, men når Hector er puttet og mine tusind planer kan udføres, er jeg altså lidt flad og træt - er jeg mon den eneste? 
Nu vil jeg dase ned i sofaen og nappe en skumjulemand... oh december! 
- Happy midweek 
















Follow from / Facebook / Bloglovin' / Instagram

lørdag den 5. november 2016

SÅDAN BLIVER DU EN SEJ "LOPPE-HAJ"!

~ Lamperne i vores stue er loppefund ~

I forbindelse med der er i denne weekend er årets sidste Retroguld på Godsbanen i Aarhus, hvor man kan gå på loppejagt efter mange fede sager, har jeg samlet lidt billeder og ord til jer omkring min kærlighed for at genbruge og finde lækre loppesager!

Siden jeg var teenager og fik interesse for mode, ting og møbler, har jeg besøgt loppemarkeder og genbrugsbutikker for at finde helt særlige og fine ting. - Jeg vil efterhånden betegne mig selv som en ret hardcore ”skattejæger”! ;)
For mig er det en skøn følelse at finde ting med sjæl og historie - små og store ting som andre ikke har magen til – og gerne til kup-priser.
Det er blevet populært at indrette med unikke ting, og derfor er der mange flere, der handler secondhand i dag end for bare 5 år siden. Jeg elsker at besøge hjem med anderledes og unik indretning. Jeg selv kan godt lide at mixe gammelt og nyt – vores hjem er ikke stort og fancy, men hyggeligt med forskellige ting, dims og farver – og også med rene linjer, så man får øje på alle detaljer.

Jeg synes, secondhand shopping er fantastisk, fordi man har mulighed for at gøre spændende fund til både mode og indretning, det er godt for miljøet, og ofte støtter man en god sag!



~ For tiden kigger jeg efter teak og messing-potter til mine grønne planter ~

Ca. en gang om måneden tager jeg på genbrugseventyr med mine veninder, det har givet mig et pænt overblik over genbrugsbutikkerne i og omkring Aarhus. Hvis jeg er på udkig efter en ny skøn kjole, besøger jeg trend-vintage butikker i centrum, hvor tingene er håndplukkede og koster lidt mere, men er jeg på udkig efter et nyt møbel eller større ting, besøger jeg butikker i udkanten af byen. For nyligt er b.l.a. denne butik skrevet på min favoritliste!

- Som I ved, er jeg også altid forbi, når Retroguld og Hello Vintage holder deres markeder - Jeg er loppe-vintage-ambassadør for begge markeder - Jeg sender altid en anbefaling af sted til jer, fordi jeg synes markederne er inspirerende og gennemført med fine ting og gode priser - jeg er aldrig gået "skuffet derfra!



~ Et hjørne i stuen - både vasen, safari-stolen og det petrolfarvede skab er loppefund. ~


Gode råd til genbrugsshopping.
Jeg har samlet en række tips og retningslinjer, jeg altid selv har med mig i hovedet, hvis jeg vintage-.loppe-retro-shopper. Genbrugsbutikker rummer ofte mere ”bras” end guld – for at finde de helt rigtige ting, må man skabe et overblik, så kun det bedste og fineste kommer med hjem!

-          Få et overblik over genbrugsbutikkerne i dit område, hvad enten du er du på udkig efter ting, møbler eller tøj – ofte kan man finde info om de forskellige butikker på nettet.

-          Kig altid tingene igennem for fejl, det er ærgerligt at komme hjem med keramik eller ting med skår. Dertil et lille råd fra mig - køb aldrig ting med skår, heller ikke selvom det er den kop du har ledt efter i 1 år - du må lede 1 år mere - det lille skår vil altid genere. - Let slid kan være ok, men ting med huller, sko der klemmer eller pletter, små brændmærker mm. er no-go!

-          Tag af sted med en stor portion tålmodighed. Måske endda med et æble og vand i tasken. Det kan være helt uoverskueligt at gå ind i en fyldt genbrugsbutik eller en loppehal. I mange butikker skal man lede grundigt for at finde guld.

-        Vær konsekvent – vurder, om du bliver glad for vasen, kjolen, trøjen eller den lille skål. Det er vigtigt, du vil bruge det, når du kommer hjem, så det ikke bare ender i en kasse eller bliver til rod.

-         Køb ikke ting med lugtgener – hvis et møbel lugter meget af røg, vil det være svært at fjerne lugten derfra. Rodalon kan hjælpe på noget tøj og nogle møbler, men særligt røg kan være svært af fjerne helt.

-          Gør dig altid overvejelser, hvad du er på jagt efter på forhånd, men vær samtidig åben i din søgen efter andre gode ting.

-          Find din stil – forestil dig om vasen eller stolen vil passe hjemme hos dig – Det, at have set noget hos én, betyder ikke altid, at det vil passe derhjemme.

-    Kig altid under bunden - Finder man en sjov vase eller andre ting, så kig under bundet om der er er et mærke - ofte kan Google-my-friend være behjælpelig med en historie til dit fund eller en prisvurdering. Man kan være heldig at betale lidt for noget ellers dyrt, men man kan også være uheldig at betale overpris og efterfølgende opdage at der i bunden af skålen står "Ikea"!

-          Kvalitet og pris – ind imellem er ting blevet prissat højt, andre gange lavt – vurder, om prisen er rimelig, og du har følelsen af at gøre en god handel – Nogle steder kan man prutte om prisen, andre steder ikke.

-     Huske - oftest går pengene til et godt formål; det er et ekstra plus, når man skal betale!



Dejlig lørdag og weekend derude, min dag byder på et venindebesøg, koldhævede boller, mandariner, kaffe og lidt arbejde på projekt jeg leger med - I skal se billeder snart. Vi blogges ved!  





~ Små skåle på badeværelset til mine smykker ~




Follow from / Facebook / Bloglovin' / Instagram

torsdag den 27. oktober 2016

VÆRDICENTRALEN - HER SKAL DU GÅ PÅ GENBRUGSSKATTEJAGT!

~ Fra Værdicentralen - der er røget på min liste over yndlingsbutikker ~


Som I ved, er jeg i disse dage i Kina for at arbejde - Men her er en række billeder hjemmefra - Jeg har nemlig, for noget tid siden, fundet et spændende sted, I skal høre om - Det sprudler næsten i mig for at fortælle om det! - Det er en stor genbrugsbutik, hvor hylderne bugner med lækre sager. Det er Værdicentralen i Skanderborg - Et sted jeg for nyligt har skrevet på min liste af yndlingsbutikker! :) 


~ Glas, lamper, ting og dims - mange fine sager! ~

Værdicentralen er en virkelig skøn genbrugsbutik! Tingene er sat pænt og kreativt op, så man får et godt overblik. Der er mange lækre sager og vigtigst - priserne er gode! I mange genbrugsbutikker sker der den store fejl, at tingene bliver prissat alt for højt, og der bliver ikke et naturligt udskift på hylderne.
Jeg har været hos Værdicentralen to gange, og begge gange var der nye spændende ting at kigge på. Stedet bliver til dagligt drevet af kreative ildsjæle, der har gode ideer og tanker om butikken - det er et fedt sted at gå på opdagelse!


~ Små glasskåle evt til snacks, smykker eller måske nøgler ~


Snart viser jeg et par af mine loppe-kup herfra! Jeg har også samlet en liste af tips til, hvordan man bliver en hardcore skattejæger af genbrugsguld! - Husk at kigge herind! 

I kan finde mere info om Værdicentralen på deres Facebookside lige HER!


Go' dag til jer,














Follow from / Facebook / Bloglovin' / Instagram

fredag den 7. oktober 2016

ET HELLO-VINTAGE-TIP OG GO'-WEEKEND-HILSEN!


Åh her har været lidt stille! Jeg har haft en "rundtosset" uge med alt for lidt søvn og for få timer i døgnet - Jeg har bl.a andet været i London, hvor solen skinnede og der var gang i det pulserende byliv. - Mere om det i et andet indlæg - jeg ville lige tjekke ind med et weekend-tip om efterårstrøjer og andre lækre sager fra Hello Vintage.
- Der er nemlig marked på Godsbanen i Aarhus denne weekend - i morgen fra klokken 10.00 - 16.00 - Se mere lige her   

I dag har jeg arbejdet hjemmefra - min stue var fyldt med tegninger og stof, men det var skønt. Først da jeg skulle hente Hector fra børnehave, hoppede jeg ud af mit "hjemme-kluns". Jeg slæbte af sted med hans cykel og hjelm, vi er nemlig ved at øve det med at cykle - og ved I hvad, da jeg traskede af sted, var der to biler der dyttede af mig. TO! - Jeg blev sådan lidt paf og glad, og jeg havde da også taget en nederdel på med masser af swing. Men da jeg så kommer op til børnehaven, er der en sød mor der holder døren for mig, og i det jeg går ind, siger hun "hov, du skal lige trække lidt ned i din nederdel".... Det viser sig, at når man går med en taske bag på ryggen, ( og med en cykel og hjelm i favnen) så flytter sådan en swing-nederdel sig op... Ubehageligt langt op! Det jeg troede var en widwiew-pift-alarm var i stedet en DAME-GØR-NOGET-VI-KAN-ALLE-SE-DINE-BOMULDSUNDERBUKSER-Alarm....! - Så er weekenden da skudt i gang! 

Jeg håber, I har haft en dejlig uge søde mennesker - og at der er lidt søde sager i jeres fredagsskål!









Masser af bøjler hos Hello Vintage




Follow from / Facebook / Bloglovin' / Instagram

søndag den 28. august 2016

TAPAS, VERDENS FINESTE TAGTERASSE OG DEJLIGE DAMER!


I sidste uge blev en spontan venindeaften stablet på benene. En sommeraften med farverig og smagfuld tapas og masser af snak - Et skud tiltrængt venindehygge!
Julia er flyttet til det smukkeste sted i Aarhus, med udsigt over bugten, skoven og byen. Hun havde dækket et fint bord til os på deres über-lækre tagterrasse!
  


En håndfuld inspirerende damer, der hver især er kvinder jeg beundrer, smukke mødre jeg ser op til! Vi fik vendt en masse gode, ærlige, dybe og sjove emner. Efter maden havde søde Louise, der b.l.a står bag Retroguld, en pose kjoler med, dem hoppede vi i - Det gav ret mange smil og klukkende grin - Man skal ikke blive for seriøs og for fin til et fjolle-kjole-billede vel!? :)    


Aftenen sluttede af med Julias lagkage med glimmer og sølvkugler - Bare sådan en helt almindelig tirsdag aften, I ved - Det bliver vist ikke meget bedre end det! 

Jeg håber, I har haft en dejlig weekend! 


Klem Mille






Follow from / Facebook / Bloglovin' / Instagram

lørdag den 20. august 2016

LØRDAGSTIP - DET KAN DU LAVE I AARHUS I WEEKENDEN!


Hele ugen har jeg siddet på min kontorstol og kigget på solen og tænkt - Jubi - på lørdag pakker vi vattæpper og madpakker og tager til stranden til sol på næsen og et dyp i havet. Men da vi vågnede i morges var det til regnvejr og grå skyer. Strandturen er aflyst - men weekenden er tiltrængt og den skal fyldes med hygge alligevel.

- Hvis I sidder derude i eller omkring Århus - er her et par weekendtips til, hvad I kan lave!


HELLO VINTAGE 
I denne weekend er der igen vintage tøj marked i Århus - det er på Godsbanen i dag og i morgen fra 10 - 16 - I kan læse mere om arrangementet på deres Facebookside lige her.

Jeg har været forbi og der er linet op af de fineste fund - kjoler, skjorter, nederdele og sweatshirts - alt hvad et vintage hjerte kan begære.  


Billeder fra Street Food Facebook
AARHUS STREET FOOD
I weekenden åbner Aarhus Street Food bagved Rutebils stationen. En hal fyldt med lækre køkkener der kan stille både sult og tørst. Mexican tacos, tapas, toast, thai mad og meget mere. Markedet har allerede teaset fine billeder på deres Facebook side lige her - og deres Instagram lige her.

Jeg har tænkt at tage Hector i hånden og besøge markedet enten i dag eller i morgen. Jeg er virkelig begejstret over der endelig kommer så lækkert et tiltag i Aarhus. Yay!


INGERSLEV FRUGT OG GRØNT MARKED

Om lørdagen kan der shoppes lækkerier af økologisk frugt, grønt og fine blomster på Ingerslev. Jeg skal tanke op af nyslynget honning, blomster og store bløde hindbær. - Læs mere om markedet lige her


VÆKSTHUSET I BOTANISK HAVE

Et yndlings-sted er Væksthusene i Botanisk have - der kan vi få mange timer til at gå - spise god frokost, drikke kaffe og gå rundt blandt de fineste planter og blomster. En skøn weekend beskæftigelse i roligt tempo. I kan se mere lige her.

Jeg håber I nyder lørdagen - Hvad har I mon af planer? 


Klem Mille





Follow from / Facebook / Bloglovin' / Instagram

søndag den 7. august 2016

WEEKEND MED LOPPER, KAF' OG KNUS-HYGGELIGT SELSKAB!


Lidt aften blogging fra min weekend, hvor jeg i lørdags var på tur med søde Pia rundt på Djursland. Vi fandt et par loppemarkeder, en masse toplækre fund, spiste frokost ved Mols Bjerge, og havde et hyggeligt kaffestop, i bedste Morten Korch stil, ved en af boderne. - Det var ved Bygaden i Følle, der hvert år afholder et sommermarked.


Bagefter kørte vi mod Grenaa, og på vejen fandt vi lidt forskellige butikker med retrosager, keramik og nips. På trods af jeg har kørt turen mange gange, har jeg ikke været der før, og der gemmer sig altså mange fine små butikker på den rute. Vi mødte et par sjove og søde mennesker undervejs, b.l.a. et farverigt ægtepar, der solgte ud af deres sager. De var selv så vilde med deres hjem, at vi blev vist rundt - Efter vi havde set deres blå køkken, deres haveoase, og hvordan de havde flyttet deres senge ud i udstuen, med drueklaser i loftet, for at "vågne i haven", sluttede den søde dame af med at konstatere -" I kan jo se, at vi vågner til ferie hver dag - det her er vores Mallorca"! 

Jeg smilede, for et eller andet sted kan jeg godt forestille mig, at om 30-40 år kommer jeg selv til at stå i blomsterbukser og med briller i panden, og sælger ud af alle mine sager - der selvfølgelig hver især har en historie og fortælling med sig! :)


Jeg skal lige have knipset et par billeder af mine lækre fund, så I kan se, hvad jeg købte. Jeg havde faktisk slet ikke tænkt jeg skulle købe noget, men lidt blev det alligevel til - jeg fandt nemlig et super fedt lille bord til mit krearum, en værktøjskasse, og lidt forskelligt keramik. Et par ret seje ting! 

I dag har vi alle sovet verdens længste søndagslur - jeg var helt groggy da jeg vågnede. Nu skal der smøres madpakker og gøres klar til en ny uge - Have a good one! 


Klem Mille







Follow from / Facebook / Bloglovin' / Instagram
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...