tirsdag den 17. maj 2016

EN UNDERLIG TOM FØLELSE!


Så gik der igen en lille rum tid, hvor her har været stille. - Efter vores fine picnictur i sidste uge, kom vi hjem til en sørgelig meddelelse. Min kærestes far har i en årrække været meget syg, og den forgangne uge var den sidste vi havde med ham <3 
Vi har derfor haft en stille weekend, hvor vi har talt om ham, om livet og døden og det at sige farvel. På trods af vi vidste, at det ville blive udgangen af hans sygdom, er det trist og tomt, at han pludselig ikke er her længere...

Vi forsøger, at gøre det til en naturlig snak med Hector - hvorfor mor og far er kede af det, hvad der sker med "papa", og hvordan vi kan huske på alle de gode og sjove ting vi har lavet med ham.
Hector har selvfølgelig mange spørgsmål og søde tanker omkring det at være død, og vi snakker med ham om det hele. Det er meget vigtigt for os, at han føler han kan spørge ind til det, og der ikke er noget der er mystisk eller hemmeligt. - Pludselig siger han, at nu vil han gerne ud, eller gerne se lidt tv - han har brug for at tænke på noget andet, og det er okay. Jeg har, selvom det hele tiden ligger i baghovedet, også haft brug for små "pauser". - Jeg har haft besøg, vi har gået ture, spist pandekager og dejlig mad, og mærket at livet nu skal gå videre med ekstra fokus på at nyde hver dag, og at vi ikke skal hænge os i småting. 


Jeg går selvfølgelig ikke og tænker over døden i hverdagen, men når den pludselig viser sig tæt på, sætter det mange tanker i gang, og jeg har det lidt sådan, at det er en konfrontation der ikke er særlig rar. Min kæreste er trods sorgen, virkelig sej, stærk og god til at takle tanker om døden, sådan helt uden angst. Jeg øver mig, uanset hvordan vi vender og drejer det, er døden jo ligeså naturlig som livet. 
Måske I kender søde Karina !? -  Hun har, sammen med Stine Melgaard, en snarlig udgivelse af bogen " Nede i jorden - oppe i himlen" - Bogen handler om at miste og om sorg i børnehøjde. Den skal ind på vores hylde, så jeg kan læse den med Hector og snakke ud fra de fine tegninger. 


I morgen tager jeg et par dage til London med arbejdet, det bliver rart at få lidt oplevelser og noget andet at tænke på. Jeg håber, I har haft en rar og fin Pinse <3 







Follow from Facebook / Bloglovin' / Instagram

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...