onsdag den 12. oktober 2016

FRA LØGSTØR TIL LONDON!

~ Muslingebyen Løgstør - Blå himmel, havbrus og knasende strandbund ~

Mens der er uger, hvor dagene ligner hinanden, var min sidste uge ret travl på oplevelses-fronten. - Jeg besøgte to farverige og kontrastfyldte byer. Den ene for afslapning og fornøjelse, den anden med fuld-power og inspirationsrige arbejdsdage.
Begge besøg gav mig plusser på energi- og oplevelseskontoen, og derfor vil jeg i dag fortælle jer lidt om mine ture – måske I også kan få lyst til en lille efterårs-getaway. ;)

Løgstør – Afslapning ved ”muslingebyen”
Den første tur var til Løgstør ved Limfjorden med min gode veninde, Emilia. En tur til muslingebyen til havbrus og knasende strandbund  – Et her-skal-vi-ses-kryds, der var sat i kalenderen for længe siden til tosomhed og afslapning.
Vi gik en tur i Løgstør by, der har pastelfarvede små huse i gadebilledet og en lille butiksgade med cafeer og restauranter. Vi drak kaffe og spiste stjerneskud med udsigt til fiskekuttere og byens lille museum. Et par dage med pleje af et dejligt venskab og snak om alt og intet! Så dejligt og SÅ tiltrængt!


London – Arbejdshabitter og glødende creditcards.
Et par dage efter hoppede jeg med min kollega på et fly til London for at arbejde. Foruden solskin og blå himmel blev vi mødt af pulserende byliv, dobbeltdækkerbusser og ”excuse me”- passerende på trængte fortove.
London inspirerer mig altid, fordi man ud i det blå kan møde en mand, der er klædt i prikker fra top til tå eller en ældre dame, der er klædt i pink, selv hendes stok i den farve  - Bybilledet viser alle toner af hudfarver, og der er summen af alverdens mange sprog. 

Når det kommer til mode, er der ingen regler og det inspirerer mig. Jeg tager af sted, netop for at se på mennesker, på tøj og skønne detaljer. Det er travle dage, men jeg når heldigvis også at nyde byens energi. Vi fandt til frokost en fast-food kæde, Leon, der serverer sundt og lækkert mad, der smager himmelsk. Jeg drak også kaffe og spiste citronkage i cafeen i Topshop-butikken på Oxford Street – i midten af bøjler med tøj, der glitrer. Allerede nu er butikkerne nemlig fyldt op med juledetaljer i tøjet – guld og glitter, velourkjoler og blondebluser.

~ Guld og glitter i butikkerne i London ~

Fra meditation i muslingebyen til mangfoldighed i modebyen – Det var en spændende uge, jeg kan varmt anbefale et visit til begge byer! – Faktisk behøver man ikke at tage langt væk – men en lille getaway til andre byer med en, man holder af, er slet ikke at kimse af i efterårets farverige weekender. 


Vi er halvvejs i ugen - jeg håber, den er god ved jer! :)












Follow from / Facebook / Bloglovin' / Instagram

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...