tirsdag den 30. august 2016

OOTD - FLOWER POWER!


Forleden aften mødtes jeg med min veninde til aftensmad i solen - jeg var i de her blomster fra top til tå. Jeg købte sættet i sommerferien en dag hvor regnen silede. De lette streger og farverne kombineret med et let materiale, fik mig til at klikke det hjem fra ASOS lige her og her. Jeg glædede mig til at give regnvejret kamp til stregen i sættet, men da det landede i postkassen, vidste jeg først ikke, om det alligevel var " lidt for blomstret". Jeg plejer ellers ikke at tænke meget over, hvad andre synes om mit tøj, men det krævede altså lidt mod første gang jeg hoppede i blomster fra top til tå. 



Nu er det blevet et favoritsæt - jeg har brugt det meget, både med sneaks og hæle - Jeg forestiller mig, det også fungerer godt med en grov cardigan, når efteråret for alvor banker på.

Faktisk har jeg to gange oplevet, at fremmede har komplimenteret sættet - jeg blev helt vildt glad. Jeg er generelt ret vild med blomsterprint, gerne i de rolige toner!



Blomsterprint er næsten altid i moden, uanset sæson - Jeg er ved at samle en stak printede efterårs-favoritter i et indlæg til jer - jeg er nemlig fan! 

Min veninde har hjulpet mig med at klippe en lille kort film sammen, så I kan se sættet "live" - der er sørme musik på og det hele. - En lille video-OOTD - Jo jo jeg prøver jo at forny mig lidt herinde! :) - Man kan tydeligt se, at jeg altså er lidt genert der foran kameraet :D 

Nu vil jeg drøne ud i dagen - dejlig tirsdag til jer!


Klem Mille 









Follow from / Facebook / Bloglovin' / Instagram

søndag den 28. august 2016

TAPAS, VERDENS FINESTE TAGTERASSE OG DEJLIGE DAMER!


I sidste uge blev en spontan venindeaften stablet på benene. En sommeraften med farverig og smagfuld tapas og masser af snak - Et skud tiltrængt venindehygge!
Julia er flyttet til det smukkeste sted i Aarhus, med udsigt over bugten, skoven og byen. Hun havde dækket et fint bord til os på deres über-lækre tagterrasse!
  


En håndfuld inspirerende damer, der hver især er kvinder jeg beundrer, smukke mødre jeg ser op til! Vi fik vendt en masse gode, ærlige, dybe og sjove emner. Efter maden havde søde Louise, der b.l.a står bag Retroguld, en pose kjoler med, dem hoppede vi i - Det gav ret mange smil og klukkende grin - Man skal ikke blive for seriøs og for fin til et fjolle-kjole-billede vel!? :)    


Aftenen sluttede af med Julias lagkage med glimmer og sølvkugler - Bare sådan en helt almindelig tirsdag aften, I ved - Det bliver vist ikke meget bedre end det! 

Jeg håber, I har haft en dejlig weekend! 


Klem Mille






Follow from / Facebook / Bloglovin' / Instagram

onsdag den 24. august 2016

SMÅ TRANER - ET PRINT CRUSH!


Inden jeg gik på sommerferie, "slog jeg store brød op" i et indlæg herinde og også i telefonen til min søster - hvor jeg fortalte om aaaalt det praktiske, jeg gerne ville nå i min ferie - og aaalle de syprojekter, der lå og ventede på mig og på "Mille-tid" - Jeg glædede mig til det! - Status er, at jeg faktisk nærmest ikke nåede noget af det, jeg havde planlagt - og sådan går det tit - kender I også det? 
Ikke at det gør noget - for i stedet "rumlede" vi jo af sted på landevejen med den lille campingvogn, og vi havde en skøn ferie. - Men jeg savner nu altså lidt at fordybe mig i større kreative sy-projekter. 

En af de sidste dage i min ferie kom den her kimono-jakke dog igennem maskinen - og nu tænker I nok, om jeg nogensinde syr andet end kimonos, fordi jeg også syede denne og denne i samme stil - men det gør jeg altså! :D - Det er fordi, det er et nemt og fint projekt, der ikke tager flere dage at sy. - Og så fandt jeg det smukke trane-stof i "Stof og Stil" - det var oplagt til en kimono.  

Jeg har allerede vist et glimt af den på Instagram - men I skulle se printet i et større format - så forleden hoppede jeg om foran kameraet, og fik min veninde til at knipse et par billeder.
Faktisk ligger et andet printet sy-projekt også klar til at blive gjort færdigt, det glæder jeg mig til at vise jer - Det er nemlig sådan lidt sjovt og "gakket", og jeg håber, det kan få jer til at smile....! :D

- Happy midweek til jer 


Klem Mille 






Follow from / Facebook / Bloglovin' / Instagram

mandag den 22. august 2016

RUGBRØDSTAPAS OG POPCORN - AARHUS STREET FOOD!


Weekenden bød på alenetid med et styks "krudtugle" der vågner før solen. - Kaffehygge med min veninde, lidt sytid, gåtur i støvregn og et besøg hos det nye Street Food marked i Aarhus. Vi tog ind for at smage på de mange lækkerier, og jeg er altså allerede ret begejstret over stedet! 
Den rå hal med betongulv, træborde og bænke og de mange forskellige boder, skaber rammen for laid-back-hygge og madkræs. 
Min veninde og jeg delte en platte med rugbrødstapas og Hector fik popcorn. - Han tullede rundt og mødte et par venner fra børnehaven - Generelt var der masser af mennesker og summen af snak. - Jeg er ret sikker på, vi  kommer til at besøge markedet flittigt - der er virkelig en rar stemning!

- Nu er der dømt sofatid - OL blev da godt nok sluttet af med et brag og dansk guld i går - mon jeg er den eneste der fik wow-hvor-mega-sejt-gåsehud!? - Go' aften til jer 


Klem Mille 




Follow from / Facebook / Bloglovin' / Instagram






lørdag den 20. august 2016

LØRDAGSTIP - DET KAN DU LAVE I AARHUS I WEEKENDEN!


Hele ugen har jeg siddet på min kontorstol og kigget på solen og tænkt - Jubi - på lørdag pakker vi vattæpper og madpakker og tager til stranden til sol på næsen og et dyp i havet. Men da vi vågnede i morges var det til regnvejr og grå skyer. Strandturen er aflyst - men weekenden er tiltrængt og den skal fyldes med hygge alligevel.

- Hvis I sidder derude i eller omkring Århus - er her et par weekendtips til, hvad I kan lave!


HELLO VINTAGE 
I denne weekend er der igen vintage tøj marked i Århus - det er på Godsbanen i dag og i morgen fra 10 - 16 - I kan læse mere om arrangementet på deres Facebookside lige her.

Jeg har været forbi og der er linet op af de fineste fund - kjoler, skjorter, nederdele og sweatshirts - alt hvad et vintage hjerte kan begære.  


Billeder fra Street Food Facebook
AARHUS STREET FOOD
I weekenden åbner Aarhus Street Food bagved Rutebils stationen. En hal fyldt med lækre køkkener der kan stille både sult og tørst. Mexican tacos, tapas, toast, thai mad og meget mere. Markedet har allerede teaset fine billeder på deres Facebook side lige her - og deres Instagram lige her.

Jeg har tænkt at tage Hector i hånden og besøge markedet enten i dag eller i morgen. Jeg er virkelig begejstret over der endelig kommer så lækkert et tiltag i Aarhus. Yay!


INGERSLEV FRUGT OG GRØNT MARKED

Om lørdagen kan der shoppes lækkerier af økologisk frugt, grønt og fine blomster på Ingerslev. Jeg skal tanke op af nyslynget honning, blomster og store bløde hindbær. - Læs mere om markedet lige her


VÆKSTHUSET I BOTANISK HAVE

Et yndlings-sted er Væksthusene i Botanisk have - der kan vi få mange timer til at gå - spise god frokost, drikke kaffe og gå rundt blandt de fineste planter og blomster. En skøn weekend beskæftigelse i roligt tempo. I kan se mere lige her.

Jeg håber I nyder lørdagen - Hvad har I mon af planer? 


Klem Mille





Follow from / Facebook / Bloglovin' / Instagram

onsdag den 17. august 2016

NEM DESSERT - DER SMAGER AF "BARNDOM"!


- Jeg var barn i 80'erne og frem i 90'erne. - Nu er jeg i fare for at lyde sådan lidt "dengang-mor-var-barn"-agtig, men dengang havde vi kun en fastnets-telefon, og hele familien kunne følge med i alle samtaler, fordi telefonen stod centralt i stuen. - Om aftenen sad vi tit i køkkenet og spillede 500 "rummy" med min far. - Når det var weekend og det skulle være "lidt ekstra godt", fik vi franske kartofler til maden, og fastfood tror jeg aldrig vi købte. - Om fredagen så vi "Eleva2ren" - eller også cyklede vi ind til "Video-centeret", hvor vi lejede en videofilm, som hele familien skulle blive enige om, for vi havde kun et tv. - Jeg hørte Roxette på bånd og cyklede på mit lilla lyn med gedebukkestyr.

- Jeg kom til at tænke på det og meget mere, da jeg for leden lavede sådan to glas is til Hector og mig. Jeg tror nemlig ikke det kan tælles, hvor mange lørdage min lillebror og jeg dengang har stukket hovedet ned i vores store kummefryser, der var fyldt med alverdens års-gamle ting, for at finde en vanillie eller nougat-pakke til at lave de her glas. Smagen af barndomsminder! :)

Kender I følelsen, når man tænker tilbage på store og små ting, er det lidt ærgerligt, at man ikke kan komme tilbage til den tid!? Bare sådan lige et lille øjeblik.. - sådan fik jeg det, da vi spiste de her is!   


Det er verdens nemmeste dessert. Is i glas, chokolade stykker, chokoladepulver og mælk. Man kan også bruge kakaomælk. - Et sugerør og en ske og så skal man faktisk sidde i skrædderstilling i sofaen. :) Det smager syndigt og godt - og af "barndom", synes jeg! :)

Har I mon også noget I ind imellem laver, fordi det vækker søde minder? 

Dejlig aften derude, 



Klem Mille






Follow from / Facebook / Bloglovin' / Instagram

mandag den 15. august 2016

DRESS UP - DRESS DOWN - ET LÆKKERT PRINT!


Så er det mandag - I sidste uge fløj dagene af sted med messe i København, sommerfest og lange dage, men jeg er igen tilbage i hverdagen. Jeg har købt ny kjole fra Zara - jeg kunne ikke stå for det virkelig smukke print af japanske blomster og fugle - det feminine og søde bliver brudt af en farlig tiger - Jeg er ret vild med det! 

Kjolen kan bindes foran og bagpå, og så er det sådan en sag, der kan bruges både til hverdag og fest. Jeg havde den på en dag jeg var på sommerhusbesøg hos mine forældre, og jeg har også haft den på til messe i KBH - sådan en kjole man føler sig fin men også tilpas i! 


Kjolen kan I finde lige HER - Er printet ikke bare lækkert?


København var skøn - Efter en lang messedag tog vi på Restaurant Gorilla i Kødbyen og spiste ikke mindre en 15 retter mad - godt nok var de små, men hold fast hvor var jeg mæt. Det var rigtig lækkert og stedet virkelig fedt! Lørdag tog vi tilbage til Århus, hvor Hector åbnede døren for mig med en stor chokolademund, nogen havde hygget sig imens jeg var væk! 

Nu vil jeg dase ned i sofaen - Dejlig uge til jer! 


Klem Mille 






Follow from / Facebook / Bloglovin' / Instagram

tirsdag den 9. august 2016

JOE COLOMBO - LUCKY ME!


På vores loppe-eventyr I lørdags havde jeg næsten sommerfuglebobler i maven, lidt som når man som barn var på skattejagt. - Det er altid drønhyggeligt, at gå og lede efter gyldne skatte! - Jeg har som regel et par ting jeg altid kigger langt efter -  keramik, smykker, teak, lækre tallerkener og andet pænt til mit bord. Men eftersom jeg allerede har mange fine sager, skal det virkelig være anderledes og seje ting, før det kommer med hjem. 

Jeg havde som sagt ikke lige regnet med, at jeg skulle have et møbel under armen, men her er det überseje kontorbord, jeg fortalte jer om. Det er et Joe Colombo- bord fra 1969. Bordet er sidenhen lavet i flere nyere udgaver, men det her er the-real-deal, og det passer perfekt ind i mit arbejdsværelse!


Bordet er bygget op af forskellige skuffer og rum. Det er et rullebord, så det er nemt at flytte rundt, og det fungerer også ret godt som coffee-table til min sofa! 

Jeg har selvfølgelig allerede pakket det med magasiner, kreasager, notesbøger, sysakse og en masse forskellige fine og sjove ting fra Kina! ;)


Udover bordet købte jeg også lidt lækkert keramik, b.l.a. et nyt yndlingskrus. Det kostede 55 kroner, hvilket er i den høje ende for en loppe-kop, og derfor var jeg i tvivl og købte kun ét.  Nu har jeg fortrudt big time, at jeg ikke købte et mere - det er virkelig lækkert at drikke af, den helt rigtige størrelse kaffe til min smag, og så er det pænt! 


Bordet fik jeg til 100 kroner, næsten en foræring fordi det mangler et lille stykke plast i det ene hjørne. Fejlfrit står bordet vurderet til ca. 1000 kr hos Lauritz. Den Italienske designer Joe Colombo var arkitekt og designer og har flere designs i samme stil. Jeg er helt vild glad for det! :) 

Jeg håber, I har taget fint hul på ugen. Min flyver af sted med masser af tegninger på mit arbejde. Om et par dage tager jeg til messe i KBH - jeg glæder mig til modedage, søde mennesker og til sidst slutter vi af med bobler og firmafest - Det bliver en god uge. 

Go' aften til jer - mon I er faldet i sofa og OL? Det kører i baggrunden her! 


Klem Mille






Follow from / Facebook / Bloglovin' / Instagram

søndag den 7. august 2016

WEEKEND MED LOPPER, KAF' OG KNUS-HYGGELIGT SELSKAB!


Lidt aften blogging fra min weekend, hvor jeg i lørdags var på tur med søde Pia rundt på Djursland. Vi fandt et par loppemarkeder, en masse toplækre fund, spiste frokost ved Mols Bjerge, og havde et hyggeligt kaffestop, i bedste Morten Korch stil, ved en af boderne. - Det var ved Bygaden i Følle, der hvert år afholder et sommermarked.


Bagefter kørte vi mod Grenaa, og på vejen fandt vi lidt forskellige butikker med retrosager, keramik og nips. På trods af jeg har kørt turen mange gange, har jeg ikke været der før, og der gemmer sig altså mange fine små butikker på den rute. Vi mødte et par sjove og søde mennesker undervejs, b.l.a. et farverigt ægtepar, der solgte ud af deres sager. De var selv så vilde med deres hjem, at vi blev vist rundt - Efter vi havde set deres blå køkken, deres haveoase, og hvordan de havde flyttet deres senge ud i udstuen, med drueklaser i loftet, for at "vågne i haven", sluttede den søde dame af med at konstatere -" I kan jo se, at vi vågner til ferie hver dag - det her er vores Mallorca"! 

Jeg smilede, for et eller andet sted kan jeg godt forestille mig, at om 30-40 år kommer jeg selv til at stå i blomsterbukser og med briller i panden, og sælger ud af alle mine sager - der selvfølgelig hver især har en historie og fortælling med sig! :)


Jeg skal lige have knipset et par billeder af mine lækre fund, så I kan se, hvad jeg købte. Jeg havde faktisk slet ikke tænkt jeg skulle købe noget, men lidt blev det alligevel til - jeg fandt nemlig et super fedt lille bord til mit krearum, en værktøjskasse, og lidt forskelligt keramik. Et par ret seje ting! 

I dag har vi alle sovet verdens længste søndagslur - jeg var helt groggy da jeg vågnede. Nu skal der smøres madpakker og gøres klar til en ny uge - Have a good one! 


Klem Mille







Follow from / Facebook / Bloglovin' / Instagram
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...