onsdag den 22. april 2015

LIDT SOM AT LØBE ET MARATON!


Godmorgen! 
Her er det - mit strikkeprojekt, der er ved at tage pusten fra mig, og egentlig er langt over mine strikkeevner. Der er LANG vej igen, til jeg "løber" over målstregen. Jeg har ingen anelse om den bliver lidt for vild og gak den cardigan, men lige nu synes jeg farverne er ret gode sammen, synes I ik? :) 
Jeg har ikke en opskrift at følge, det er typisk mig at starte et projekt sådan, men tænker jeg finder ud af det hen af vejen, og ellers må jeg have fat i nogle strikkekyndige! ;)

Om lidt, imens I måske drikke morgenkaffe og smører madpakker, tjekker jeg ind i Billund lufthavn til en lille ny Kina-tur. Jeg har de sidste par dage haft drøntravlt med mit arbejde, hvor jeg tegner streger til et lækkert efterår og vinter 2016 - Nu skal de realiseres i fede kvaliteter, strukturer og spændende accessories.
Jeg tjekker ind i løbet af ugen, og håber jeg kan presse et postkort igennem den kinesiske censur! ;)
Vi ses snart!

<3

mandag den 20. april 2015

LIDT WEEKEND CIRKUS!


En weekend med solskin, jordbærmadder og alenetid med lille Hector. Jeg fik lokket ham til at sidde stille i næsten en time, da jeg skulle klippe hans søde lokker. Vi spiste morgenmad hos min veninde, og søndag hoppede vi i cirkustøj, og mødtes med min veninde og hendes pige, Rose, til magisk cirkustur på Tangkrogen. Så stod jeg der, med H i hånden og ventede, og da de dukkede op, og Hector kommenterede, at Rose var fin- krammede jeg ekstra hårdt og tænkte, at han altså også var sk*de sød.... Men jeg sagde det ikke højt, for der er visse ord man jo ikke må sige... - Det erfarede jeg dagen før, hvor Hector gengav bandeord, som jeg angiveligt skulle have sagt, en dag da Ipadden gik i stykker.......! Og selvom jeg altså næsten ikke mener at have sagt det, følte han sig temmelig sikker i sin sag! Jeg kan kun sige, at det altså er 2 gang, Ipadden går i stykker - og så må man huske, at bide sig i tungen, når en 3-årig med "svampe-ører" er i nærheden! :)

Go' uge til jer <3   

fredag den 17. april 2015

HELLO FRIDAY - IT'S BEEN A WHILE!

No1 /  No2  /  No3  /  No4  /  No5

Forårsfarver af den slags der gør mig glad - Jeg har brændt mig lun på kimonoen og lige med den sorte herrering som kontrast - Jeg synes det er så pænt! ;) 
Så blev det fredag igen - Disney har rullet henover flimmeren og om lidt står den på Netflix og strikketøj - Jep, på bedste farmorvis sidder jeg hver aften i sofaen med mit strikketøj. Jeg er sindsygt langsom og ret dårlig til det, men jeg fik en ide og har begivet mig ud i et projekt, der virkelig sætter min tålmodighed på en prøve. Jeg burde køre alt det fine garn hen på et plejehjem eller til en strikkeklub, til nogen, der lynhurtigt kan omforme en strik-ide til et produkt - Jeg viser jer et par billeder af det snart - og I skal love, at komme med vildt mange imponerede udbrud - for jeg er helt øm i fingre og ryg, af at sidde koncentreret, med tungen ud af munden og strikke ALLE de masker. 

Nyd fredagen <3 




mandag den 13. april 2015

KAMERA-KNIPS OG EN VINDER!

Lige et par glimt af de seneste kamera knips! Solen blinker stadig gennem vinduerne, og om lidt vil jeg dase ned i sofaen og se lidt flimmer. 

Men først skal jeg afsløre vinderen af min giveaway af et stk lækker fotobog - Jeg har selvfølgelig fået hjælp af Random Org. - Lise Lindingeman  kan godt begynde, at samle billeder til en bog ;) - Stort tillykke - Jeg sender dig straks en mail! 

Jeg håber, I andre måske stadig har mod på at lave fotobøger og printe kunst til jeres hjemlige rammer - det er personligt og fint. Faktisk påtænker jeg, at lave et indlæg med forslag til fotokunst - hvis man nu ikke lige helt ved, hvor man skal starte. Jeg sætter det op snarest! ;) 

Sofaen kalder - Ha' en skøn uge uge <3 

  

søndag den 12. april 2015

BARE LIDT LIGESOM MEDINA! ;)


Jeg er ret sikker på, at første gang Medina hørte en af sine sange i radioen, vimsede hun rundt i sin stue, sikkert med den fine krop i en heldragt, grøn urte-the i hånden og udbrød " WOAW - det er sgu da mig!"... Og her må jeg sige, det HELT samme billede udspillede sig i dag, da jeg åbnede avisen :D - Den eneste forskel må være, at jeg drak kaffe og nær havde fået den galt i halsen, da jeg så de billeder der!
GISP- jamen er det- det er det da- det er løgn-WHAT- NEIIII! :) Se lige side 12 lige her.

Og jeg ved godt de fleste nok er bladret hurtigt videre til sporten, måske er jeg allerede krøllet sammen, og brugt til at pudse vinduer med, men altså lige nu, synes jeg altså, det er lidt sjovt, at jeg og min lille familie er inde i den avis der! :) Kære søde jer - Både jer der trofast kigger forbi - og nye der måske lige er er klikket herind -TAK fordi I besøger mit lille univers, I giver mig så meget energi og lyst til at dele billeder og ord! 

Nyd søndagen,

Kh Mille <3


                                                        Husk at kigge forbi min lækre giveaway lige HER - Du kan nå det endnu! ;) 

fredag den 10. april 2015

OH FRIDAY MY LOVE!

Forleden blev jeg overvældet af lækkersult og bagte de her små Churros-bidder. Køkkenet duftede sødt og ledte tankerne på tivolistemning og kager i farverige kræmmerhuse. De er sprøde udenpå og bløde og lette indeni. Sådan lidt søde og salte på samme tid - mine tænder løber i vand ved tanken - Haps de er go'e! 

 "Churros" betyder "spanskrør" og de burde egentlig være lange og tynde, men da de er lidt syndige, besluttede jeg mig for, at lave dem som små runde bidder i stedet. - De smager fantastisk med syltetøj og havde jeg haft is i fryseren, havde der måske også ligget lidt der ved siden af! :)  

De fik hurtigt ben at gå på - Ser de ikke bare lækre ud? :)

Så nemt er det:
3,5dl vand
1,5 tsk Salt
60 gram Smør
En knivspids vanilie
180 gram Hvedemel
3 Æg
Fritureolie

Kom vand, smør og salt i en gryde og bring det i kog. Kom melet i og rør rundt til det bliver en samlet dej. Put dejen i en skål og lad det køle. Pisk herefter 3 æg i dejen med en elpisker. 

Hæld olie i en gryde og sæt det i kog. Dejen puttes i en sprøjtepose ( eller en frysepose og klip et lille hul i et hjørne.) Når olien er varm - trykkes dejen ud som små runde kugler. Brug evt en ske til at få dem i olien. Lad dem koge i olien i 4-6 minutter til farven er gylden. 

Lad dem dryppe godt af og læg dem på fedtsugende papir. 

Drys til sidst med lidt flormelis gennem en si - så er der små sprøde lækkerier til en kop kaffe! ;) 


Det er snart weekend søde mennesker - Have a good one! <3 



Husk at kigge forbi min lækre giveaway lige HER - Du kan nå det endnu! ;) 

onsdag den 8. april 2015

SPRING KIMONO!

Godmorgen! Lige lidt billeder af mit seneste sy-projekt. Jeg har afsløret lidt af den på Instagram. - Men her er den, min nye kimono. Det er efterhånden sjældent, at jeg sidder ved min symakine, så det er virkelig ferie, når jeg har en dag for mig selv i kreahulen. Stoffet er fra "Stof og Stil", og det fik mig på noget af en opgave, da det er tyndt og meget "levende". Men den blev færdig, og billederne er fra i lørdags, hvor jeg havde den på til påskefrokost. - Jeg er ret vild med det lette fine print! 

Vi er tilbage i hverdagen - nu vil jeg bringe krudtuglen i børnehave og tage på arbejde! Ha' en dejlig dag derude <3  

mandag den 6. april 2015

PÅSKE, PRIKKER OG KAFFE PÅ KANDEN!

Glade farver og prikker fra en skøn dag i påsken. I lørdags kørte jeg i solskin til Viborg, for at besøge søde Mejse. En hel dag pakket med kaffe, chokolade og masser af snak. Simpelthen så hyggeligt! - Jeg tog hjem høj på kreativ energi og det skønne selskab. Jeg havde de blå kopper i favnen, det ser måske ikke ud af meget - men det tager en del tid og koncentration at male alle de små prikker. :) - De har været i ovnen for at tørre, og vi har allerede drukket af dem herhjemme. De giver lidt humor til min hverdag, hvor alting ikke behøver at være snorlige. 

Jeg håber, I får en skøn uge <3  
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...