Da jeg for ca. 12-13 år siden flyttede til Århus - var det i et værelse hos Christina. En sej kvinde, der ikke var bange for noget. Hun spillede Rugby, og til tider når jeg skulle i køkkenet med en havregrynsskål eller andet, lå hun på lur, og inden jeg så mig om, taklede hun mig i gangen, så det fløj med sko og huer. Imens råbte hun - HVAD ER DU BAAAANGE FOR?? :)
Og jeg, ja jeg kan nævne en lang liste, jeg er bange for alt muligt, stort og småt! Jeg har læst alt for mange artikler om voldtægter og syge stoddere, jeg har nærmest været draget af dem - Det har printet uhyggelige billeder i hovedet på mig, så når det er aften og jeg skal gå alene, er jeg bange for.....mænd! - Når det er mørkt, er mit tossede hoved simpelthen blevet programmeret til, at jeg skal krydse fingre for, jeg ikke møder én, der er de nemlig ALLE sammen "farlige"!!!!
Christina og jeg fik en snak om det - hun sagde en masse seje ting, bl.a. noget med, at når jeg blev bange, skulle jeg rette ryggen og signalere, at jeg f*ndme ikke var bange for noget!
Et par dage senere gik jeg til skole, solen skinnede, og jeg dansede ned ad en stor trappe på min vej. For enden af trappen kom en fyr i jakkesæt ud fra en parkeringskælder - han kiggede op på mig, stirrede imens han begyndte at gå op ad trappen. - Selv om det der bange-noget altså kun er der, når det er mørkt, følte jeg mig pludselig lidt utryg... Parkeringskælderen, hans stirrende øjne, at der ikke var andre mennesker end ham og jeg, jeg så allerede overskrifter i ekstrabladet!!! Jeg gik længere ned ad trappen - og han kom tættere på. På trods af det var en meget bred trappe - styrede han over mod mig, stadig med de der stirrende øjne. Jeg var helt tør i halsen, sh*t, nu sker det, hvad gør jeg... Jeg tog jeg-er-ikke-bange-for-noget-masken på og rettede ryggen helt op. Han styrede hen imod mig, da vores fødder ramte det samme trin, rørte han ved min arm, lænede sig helt tæt mod mig og hviskede..."G
o'e patter, du har!" og så gik han videre...
Jeg gik ned ad trappen uden et ord - da jeg kom ned for enden, vendte jeg mig om, og der stod jeg, med mine gode patter ( man har vel lov at prale :D) og kunne ikke sige et ord - Min mund var lammet. Jeg tror, jeg fik kastet et par skrot-op fingre af sted, men han var videre!
Jeg tænker over ikke at være så bange. Jeg udfordrer mig selv, for jeg gider faktisk ikke være bange, og slet ikke for mænd :) Forleden købte jeg alarmen (på billedet) i Matas - Jeg synes, den er smart. Jeg har den med, når jeg løber alene, den giver mig en slags tryghed - Hvis jeg nu skulle komme ud for en situation, hvor min mund igen bliver lammet - så har jeg den! Den kan altså også bruges, hvis man falder og har brug for hjælp - det er ikke kun mod psykopater :D
Måske I vil dele, hvad I er bange for - og hvad I mon gør for at bekæmpe det?
